knoglelidelser

Knoglelidelser betegner tilstande der påvirker knoglernes tæthed, struktur eller funktion. De spænder fra medfødte og genetiske tilstande til erhvervede, metaboliske, inflammatoriske, infektiøse, neoplastiske og traumatiske lidelser. Fælles for mange af dem er smerter, nedsat bevægelighed eller øget risiko for frakturer. Eksempler inkluderer osteoporose, som er nedsat knoglemasse og stærk frakturrisiko; osteomalaci eller rakitis, som indebærer utilstrækkelig knoglemineralisering; osteogenesis imperfecta, en arvelig tilstand med skrøbelige knogler; Pagets sygdom, der ændrer knoglernes normale struktur. Infektiøse tilstande som osteomyelitis, og neoplastiske processer, herunder primære knogletumorer og benmetastaser, udgør også vigtige grupper inden for knoglelidelser. Hos børn ses ofte vækstrelaterede eller metabolske lidelser, mens ældre voksne primært står over for osteoporose efter fald eller spontant.

Diagnostik kombinerer klinisk vurdering, billeddiagnostik (røntgen, MR, CT og knoglescintigrafi) og laboratorieprøver (calcium, fosfat, alkalisk fosfatase, parathyroideahormon og vitamin D). I tilfælde af mistanke om infektion eller kræft anvendes også mikrobiologiske prøver eller biopsi.

Behandling afhænger af den konkrete lidelse og kan omfatte tilskud af calcium og vitamin D, bisfosfonater eller denosumab ved osteoporose, kirurgiske indgreb ved frakturer eller tumorer, samt antibiotika ved infektioner. Fysioterapi og træning, kosttilskud, motion og faldforebyggelse er vigtige komplementære tiltag. Forebyggelse fokuserer på tilstrækkelig ernæring, tilstrækkeligt D-vitamin-niveau, regelmæssig motion og risikoreduktion for fald. Prognosen varierer betydeligt afhængigt af årsag og sværhedsgrad.