Kalkdannelse

Kalkdannelse betegner aflejring af calcium og fosfat som calciumphosphat i væv. Den kan være en normal del af knogle- og tåndudvikling, men i mange sygdomstilstande er den patologisk. Patologisk kalkdannelse deles ofte i dystrofisk calcifikation, som forekommer i beskadiget eller dødt væv uden forhøjet calcium i blodet, og metastatisk (metabolisk) calcifikation, som skyldes forhøjede calcium- eller fosfatniveauer i blodet.

Dystrof kalkifikation ses ved vævsskade, infektion eller inflammation, sår og ældre væv. Aterosklerotisk forkalkning og hjerteklapcalcifikation er almindelige eksempler og kan medføre nedsat funktion eller behov for kirurgisk intervention. Metastatisk kalkifikation ses ved tilstande som hyperparatyreoidisme, kronisk nyresvigt med hyperphosphatemia, vitamin D-forgiftning, langvarig immobilisering eller andre tilstande der giver forhøjet calcium og/eller fosfat i blodet. Sjældne tumorer kan også påvirke calciumreguleringen.

Kalkdannelse kan forekomme i arterier, hjerteklapper, nyrer (nephrocalcinosis), galdeveje, lunger og brystvæv, men påvirkningen varierer efter årsag og sted. Diagnosen afbildes ofte med radiografi, CT eller ultralyd; mammografiske calcifikationer kan ofte optræde i brystet og kræver medicinsk vurdering.

Behandling retter sig primært mod underliggende årsag og deltagende risikofaktorer. Det kan omfatte kontrol af calcium- og fosfatbalancen, behandling af nyresygdom, medicin som fosfatbindere, eller kirurgisk behandling ved betydelig strukturel påvirkning. Kalkdannelse kan være irreversibel og progressiv i visse tilfælde, afhængig af grundårsagen.