vævsskade

Vævsskade betegner skader i kroppens væv, som kan påvirke hud, muskler, sener og indre organer. Skaden spænder fra mindre overfladiske læsioner til dybe, omfattende tilstande, der forstyrrer struktur og funktion.

Årsager omfatter fysiske skader (slag, snit, kompression), termiske skader, kemiske stoffer, stråling, elektrisk strøm samt iskæmi. Ofte opstår vævsskade gennem cellebeskadigelse, betændelsesrespons og efterfølgende reparation.

Mekanismen beskrives ofte efter dybde (overfladisk, delvis, fuld tykkelse ved hud) og efter årsag (traumatisk, toksisk, termisk, stråling). Skader kan føre til nekrose eller apoptose og lokalt vævsødem.

Kliniske tegn varierer med væv, men kan være smerte, rødme, hævelse, misfarvning og nedsat funktion. Diagnosen er primært klinisk og støttes af billeddiagnostik eller laboratorieundersøgelser ved mistanke om skjulte skader eller infektion.

Behandling kræver passende førstehjælp, sårhygiejne, smertebehandling og bandager. Mere omfattende skader kan kræve kirurgisk debridement, sårtilslutninger eller grafts, samt behandling af infektion eller iskæmi.

Prognosen afhænger af omfang og placering. Mindre skader heler ofte uden varige følger, mens dybe eller infektiøse skader kan give ardannelse og nedsat funktion.

Forebyggelse omfatter sikkerhedsforanstaltninger, beskyttelsesudstyr og tidlig sårpleje for at forhindre progression.