Immunfunktioner

Immunfunktioner refererer til kroppens samlede evne til at beskytte sig mod infektioner, fjerne skadelige stoffer og bevare væv. Immunsystemet reagerer både på patogener som bakterier, vira og svampe og på unormale eller døde celler, og det gør det ved at genkende fremmede strukturer og udløse passende forsvar.

Immunsystemet består af to hovedgrene: den medfødte og den adaptive immunitet. Den medfødte immunitet giver hurtig, ikke-specifik beskyttelse gennem barrierer som hud og slimhinder, samt celler som fagocytter (makrofager og neutrofiler) og naturlige dræberceller (NK-celler). Den akutte inflammation spiller også en central rolle. Den adaptive immunitet er specifik og langvarig og involverer T- og B-lymfocytter, der aktiveres af antigenpræsentation og danner immunologisk hukommelse, hvilket muliggør en hurtigere og stærkere respons ved senere møder med det samme stof.

Organer og væv spiller en central rolle i immunfunktionen. Knoglemarven producerer stamceller til blod- og immunsystemet, tymus modner T-celler, og lymfeknuder samt milt fungerer som centre for antigenpræsentation, klonal ekspansion og dannelse af hukommelsesceller. Lymfoide væv findes bredt i kroppen og understøtter aktive immunreaktioner.

Mekanismen omfatter antigenpræsentation, humoral respons og cellulær respons. Antistoffer produceret af B-celler neutraliserer patogener og hjælper med opsonisering; cytotoksiske T-celler angriber infektionerede celler; hjælper-T-celler koordinerer responsen; og hukommelsesceller sikrer hurtigere respons ved senere infektioner. Regulering og tolerance forebygger autoimmunitet og overreaktioner.

Klinisk kan immunfunktioner være påvirket af immundefekter, autoimmun sygdom og hypersensitivitet. Vaccination udnytter den adaptive immunitet ved at opbygge hukommelse uden at forårsage sygdom.