hukommelse

Hukommelse er evnen til at lagre, bevare og hente information og erfaringer over tid. Den består af flere niveauer og processer, som gør det muligt at registrere sanseindtryk, holde dem midlertidigt og senere genkalde dem. Traditionelt taler man om sensorisk hukommelse, korttidshukommelse (arbejdshukommelse) og langtidshukommelse. Langtidshukommelse opdeles ofte i deklarativ (explicit) hukommelse, som omfatter episodisk hukommelse (typer af personlige begivenheder) og semantisk hukommelse (generel viden), samt ikke-deklarativ (implcit) hukommelse, der inkluderer procedurale færdigheder, priming og betingede responser.

Processerne i hukommelsen er indkodning, lagring og genhentning. Indkodning påvirkes af opmærksomhed og mærkning af betydning. Lagring involverer konsolidering derfor ofte under søvn og i hjernens netværk. Genhentning kan være rekonstruktion, og det er sårbart over for fejlfortolkninger og forglemmelser.

Hjerneområder spiller centrale roller: hippocampus og mediale temporallapper er centrale for dannelse af nye deklarative minder; præfrontal cortex understøtter arbejdshukommelse og planlægning. Ikke-deklarativ hukommelse involverer basal ganglier og cerebellum. Underliggende mekanismer omfatter synaptiske ændringer og langtidspotensiering (LTP).

Normal aldring kan påvirke især arbejdshukommelsen og episodisk hukommelse, mens andre typer minder ofte forbliver relativt intakte. Sygdomme som Alzheimers sygdom og andre demenser påvirker hukommelsen mere markant.

Strategier til forbedring inkluderer repetition, gennemtænkt kodning, mnemoniske teknikker, tilstrækkelig søvn, fysisk aktivitet og brug af eksterne hjælpemidler. Måling af hukommelse sker gennem tests for recall, genkendelse og specifikke hukommelsesopgaver.