Fosforkredsløbet

Fosforkredsløbet er den biogeokemiske cyklus, som beskriver, hvordan fosfor bevæger sig gennem levende organismer, jord, vand og klipper. Fosfor er et essentielt næringsstof for alle levende celler og indgår i DNA, ATP og membraner. I modsætning til kulstof og kvælstof har fosfor ikke en betydelig naturlig atmosfærisk fase, og det meste af fosfor bevæger sig gennem faste og flydende faser.

De vigtigste fosforkilder er fosfater i klippematerialer (lithosfæren), i jord og i levende organismer samt i havvandet som opløst fosfat og i sedimenter. Fosfor bevæger sig langsomt mellem disse reservoirer gennem forvitring, optagelse af planter, mineralisering og nedbrydning samt sedimentation og geologisk tilbageførsel ved uplift og bjergkæder. Atmosfæren spiller kun en marginal rolle.

Nøgleprocesser omfatter forvitring af fosfatmineraler, der frigiver fosfat til jorden; optagelse af fosfor af planter og mikroorganismer; nedbrydning og mineralisering, der returnerer fosfat til jorden; immobilisering af fosfor i mikroorganismer. I vandmiljøet sker adsorption og udfældning på jernoxider og calciumfosfater, dannelse af apatitter; sedimentation i havet fører til langvarig lagring i sedimenter og senere geologisk genopblanding.

Menneskelig aktivitet ændrer fosforkredsløbet betydeligt gennem minedrift af fosfatminer og anvendelse af fosforbaserede gødninger. Overskud og afstrømning af fosfor fra landbrugsjord bidrager til eutrofiering af søer og kyster. Verdens reserver af fosfatmineraler er koncentreret i visse regioner, især i Marokko og Western Sahara; langsigtede forsyningsudfordringer har øget fokus på genanvendelse af fosfor fra spildevand og industri.

Fosforkredsløbet er afgørende for økosystemers produktivitet og landbrugets fertilitet, men også sårbart over for menneskelig aktivitet og miljøforhold. Forståelse af cyklen er central for vandforvaltning, jord- og næringsstofstyring og miljøbeskyttelse.