vævsmodeller

Vævsmodeller er eksperimentelle modeller, der efterligner strukturen og funktionerne i biologiske væv til forskning og udvikling. De spænder fra traditionelle in vitro- og ex vivo-systemer til mere komplekse 3D-kulturer og organer-in-a-dish. Moderne vævsmodeller inkluderer organoids af stamceller samt vævskonstruktioner baseret på biomaterialer og decellulariseret ekstracellulær matrix (ECM).

Formålet med vævsmodeller er at undersøge fysiologi, sygdomsmekanismer og lægemiddeludvikling under kontrollerede forhold. De giver mulighed for at analysere celle-til-celle og celle-matrix interaktioner, vævsspecifik mekanik og lægemidlers virkninger uden at bruge hele dyr eller mennesker i tidlige faser.

Måder at fremstille og anvende dem omfatter 3D-kultur i biomaterialer som hydrogeler, brug af decelluleret ECM som understøttelse, bioprinting og organ-on-a-chip-mikrofluidik, hvor små kanaler simulerer blodgennemstrømning. Organoider kan repræsentere små funktionelle enheder som tarm-, lever-, hjerne- eller lungevæv og bruges til sygdomsmodellering og test af terapi.

Fordelene inkluderer øget funktionel relevans i forhold til 2D-kultur, mulighed for patientspecifik modellering og potentiale til at reducere dyreforsøg. Udfordringer omfatter variabilitet mellem prøver, kompleksitet ved fuld reproducerbarhed, højere omkostninger og behovet for standardisering og validering til regulatoriske formål.

Fremtiden for vævsmodeller ligger i større integration med computermodeller (in silico), forbedret standardisering og bredere anvendelse i klinisk forskning og personaliseret medicin.