institutionerne

Institutionerne er de varigt indarbejdede mønstre for adfærd og de organisatoriske enheder, som styrer og organiserer samfundslivet. De består af både formelle regler og organisationer samt uformelle normer og praksisser, som giver struktur, retning og forudsigelighed i dagliglivet.

De udfører centrale funktioner som at regulere og koordinere aktivitet, implementere politik, levere offentlige ydelser (uddannelse, sundhed, social sikring), socialisere borgere og håndtere konflikter. Gennem legitimitet og stabilitet binder institutionerne samfundet sammen over tid.

Institutioner kan opdeles i forskellige typer: offentlige institutioner som regeringsorganer, domstole og kommunale myndigheder; privatretlige og erhvervsinstitutioner som banker og virksomheder; og non-profit eller frivillige organisationer. Institutioner kan være formelle, dvs. baseret på love og vedtægter, eller uformelle, dvs. baseret på normer og praksis.

På offentlige og forvaltningsniveauet er reformer og tilpasninger til ændrede forhold almindelige. Globalisering, teknologisk udvikling og ændringer i demografi påvirker standarder, ansvar og kontroller. Effektivitet, gennemsigtighed og ansvarlighed er centrale krav for tillid til institutionerne.

I dansk sammenhæng beskrives institutionerne ofte som hele det offentlige og dets regulerende rammer og serviceydelser, herunder kommuner, regioner og statslige myndigheder samt uafhængige tilsyn og domstole. Som begreb understreger de, hvordan samfundets organisering bygger på bestemte normer, regler og samarbejdsformer.