adfærd

Adfærd er et begreb, der beskriver de handlinger, reaktioner og mønstre, som mennesker og dyr udviser som svar på interne tilstande og eksterne stimuli. Adfærd kan være observerbar, som bevægelser og tale, eller mere latent, som tanker og holdninger, der påvirker beslutninger. Forskning i adfærd undersøger både individuelle forskelle og fælles mønstre i forskellige situationer.

Tilgangen til adfærd inden for psykologi spænder fra adfærdisme, der fokuserer på observerbar adfærd og læring gennem betingning, til kognitiv- og affektiv orienterede modeller, der også inddrager mentale processer og følelser. Social læringsteori (Bandura) fremhæver betydningen af imitation og observation i udviklingen af adfærd. Operant betingning beskriver, hvordan konsekvenser former fremtidig adfærd.

Adfærd kan klassificeres som normal eller maladaptiv i en klinisk sammenhæng, og som prosocial, aggressiv eller reguleret i sociale sammenhænge. Nogle adfærdsmønstre er refleksagtige eller automatiske, mens andre er intentionelle og målrettede. I studier af dyreadfærd står etiske, evolutions- og tilpasningsperspektiver i fokus.

Faktorer, der påvirker adfærd, inkluderer genetiske og neurobiologiske forhold, udvikling, læringserfaringer, sociale og kulturelle normer samt aktuelle motivationer og følelsesmæssige tilstande. Adfærd måles gennem observation, selvrapportering, eksperimenter og, i nogle tilfælde, neurovidenskabelige metoder. Studiemæssigt lægger forskningen vægt på etik og kontekst, da adfærd ofte afspejler komplekse samspil mellem individ og miljø.

Anvendelser af viden om adfærd spænder fra uddannelse og arbejdsmiljø til klinisk behandling og dyretræning. For eksempel anvendes adfærdsanalyse og kognitiv adfærdsterapi til ændring af uhensigtsmæssige mønstre, mens organisationspsykologi undersøger hvordan adfærd påvirker samarbejde og effektivitet.