Nedbrydning

Nedbrydning betegner processen hvor komplekse molekyler brydes ned til enklere komponenter. I biologi bruges begrebet ofte om kataboliske reaktioner og enzymstyret nedbrydning af næringsstoffer i celler. I miljøvidenskab refererer nedbrydning også til omdannelse af organiske materialer i naturen og i affaldshåndtering til mindre molekyler eller til grundstoffer som kuldioxid og vand.

Biologisk nedbrydning foregår primært gennem enzymer og mikroorganismer og er central for næringsstofkredsløbet og jordens økosystemer. Kemisk eller abiotisk nedbrydning foregår uden levende organismer og kan ske gennem varme, oxidation, hydrolyse eller udsættelse for lys og andre radikale reaktioner. Disse processer kan ske i jord, vand og affaldshåndteringssystemer og varierer i hastighed afhængigt af omgivelsesforholdene.

Materialer kan også gennemgå nedbrydning, hvor deres kemiske struktur eller fysiske egenskaber ændres af miljøpåvirkninger såsom temperatur, iltindhold, vand og stråling. I praksis inkluderer nedbrydning af organiske materialer i kompostering og biodegradation af affald, mens nedbrydning af plastik ofte er langsom og kan kræve specifikke miljøbetingelser eller særlige mikroorganismer og enzymer.

Faktorer som temperatur, tilgængeligt vand, pH, næringsstoffer og antallet og typen af mikroorganismer spiller en vigtig rolle i hastigheden af nedbrydningsprocesser. Nedbrydning er væsentlig for kulstofkredsløbet, jordbundens sundhed og affaldshåndtering, og den præcise hastighed bestemmes af materialets type og miljøets forhold.