kulstofkredsløbet

Kulstofkredsløbet beskriver bevægelsen af kulstof mellem atmosfæren, havene, den terrestriske biosfære og geologiske reservoirer over korte og lange tidsskalaer. Det består af naturlige processer, der binder kulstof i levende organismer og i mineraler, samt af udvekslinger mellem økosystemer og miljøer, som påvirker klimaet.

De vigtigste kulstofreservoirer er atmosfæren, hvor CO2 og relaterede kulstofforbindelser findes; havene, som opløser og lagrer store mængder kulstof i opløst form og i organiske og uorganiske sedimenter; og terrestriske reservoirer som planter, jord og torv samt dykende sedimenter og fossile brændstoffer som langsigtede lagre. Nøglefluxer omfatter fotosyntese, der fjerner CO2 fra luften og lagrer kulstof i biomasse; respiration og nedbrydning, der frigiver CO2 tilbage til atmosfæren; forbrænding af fossile brændstoffer og biomasse; udveksling mellem atmosfære og hav gennem opløsning og kemiske reaktioner; samt forvitring og sedimentation, som binder kulstof i jord og havbund som mineraler og karbonater.

Humant påvirkning har ændret kredsløbet markant ved at øge atmosfærisk CO2 gennem forbrænding af fossile brændstoffer og ændringer i arealanvendelse; dette bidrager til klimaændringer og havforsuring samt ændrede biosfæriske processer og jordbunds kulstoflagre. Øgede CO2-niveauer påvirker marine økosystemer og den globale karbonbalance.

Overvågning og modeller bruges til at forstå kredsløbet og forudsige konsekvenserne. Atmosfæriske målinger af CO2, isotopanalyser og satellitdata kombineres med klimamodeller for at estimere fluxer og scenarier.