Knoglekvalitet

Knoglekvalitet er et begreb, der beskriver de egenskaber ved knoglen, som påvirker dens styrke og modstandsdygtighed over for brud ud over den samlede knoglemængde. I praksis omfatter knoglekvalitet flere komponenter: knoglemineraltætheden (BMD), knoglearkitektur og mikrostruktur, knogleomsætning og remodellering, graden af mineralisering samt kollagenets kvalitet og krydsbindinger. Sammen bestemmer disse faktorer knoglens mekaniske egenskaber og brudrisikoen.

Knoglekvalitet måles og vurderes gennem forskellige tilgange. DEXA (dual-energy X-ray absorptiometry) giver et skøn over BMD og er standard i vurdering af osteoporose, men forklarer ikke hele variationen i knoglestyrke. Kvantitativ CT og HR-pQCT kan give mere detaljeret information om volumental BMD og mikroarkitektur, herunder trabekulær netværk og cortical porøsitet. Kalkulerede mål som trabekulær knogle score (TBS) kan anvendes som indirekte index for mikroarkitektur, ofte baseret på DXA-billeder. Biokemiske markører af knogleomdaning afspejler remodelleringshastighed og kan supplere billeddiagnostik.

Faktorer, der påvirker knoglekvalitet, omfatter alder, køn og hormonelle forhold (især østrogen hos kvinder og androgener hos mænd), næringsstatus (calcium og vitamin D), fysisk aktivitet, rygning og alkoholforbrug samt anvendelse af visse medikamenter som glukokortikoider. Sygdomme som osteoporose, osteomalaci, kronisk nyresygdom og diabetes påvirker knoglekvaliteten.

Forbedring af knoglekvalitet involverer livsstilsændringer (regelmæssig vægtbærende og styrketræning, kosten), tilskud ved behov og, ved overgang til behandling, farmakologiske midler som bisphosphonater, denosumab, teriparatide eller romosozumab, afhængigt af klinisk kontekst. Overvågning af knoglekvaliteten kræver regelmæssig vurdering og tilpasset behandling.