Intracellulær

Intracellulær er et adjektiv, der beskriver forhold, processer eller organismer, som findes inde i en celle eller dens organeller. Det står i modsætning til ekstracellulær, der refererer til forhold uden for celler, eksempelvis i vævsvæske eller på celleoverflader. Intracellulære processer foregår i adskilte kompartmenter som fx cytosol, kerne, mitochondrier og Golgi-apparatet. Disse rum reguleres af membraner, pH-gradienter og ion-gradienter, der påvirker stoftransport, energimetabolisme og signalering. Molekyler når intracellulære destinationspunkter via diffusion, kanaler, transportører, vesikeltransport eller aktiv transport.

Mange patogener er intracellulære, herunder vira, nogle bakterier (fx Mycobacterium tuberculosis, Listeria monocytogenes og Salmonella), parasitter som Plasmodium og Toxoplasma samt svampe som Histoplasma capsulatum. Disse mikrober udnytter cellens kompartmenter for at undgå ekstracellulær immunitet og for at skaffe næringsstoffer. De kan invadere værtsceller via receptor-medieret endocytose eller fagosytose og modificere intracellulære traffik- og degradationsveje for at overleve og formere sig. Værtsceller svarer med autophagisk respons, interferoner, citokinproduktion og cytotoxicitet for at begrænse infektion.

Klinisk diagnostik af intracellulære infektioner omfatter dyrkning fra cellekulturer, molekylærbiologiske metoder, immunhistokemi og elektronmikroskopi. Mange lægemidler skal være intracellulære for at være effektive; dette kræver god cellemembrangennemtrængning og passende intracellulær fordeling, ofte målt som koncentration i cytosol eller organeller. Immunmekanismer som NK-celler og CD8+-T-celler målretter sig inficerede celler og er afgørende for kontrol. Laboratorieforskning i intracellulære forhold benytter fx fluorescens- og live-cell-imaging, flowcytometri og subcellulær fraktionering for at karakterisere stoftransport, metabolisme og patogenernes livscyklus.