Hørenedsættelse

Hørenedsættelse, eller nedsat hørelse, er en tilstand, hvor hørselsevnen er reduceret i forhold til det normale. Det kan være ensidigt eller bilateral og kan være midlertidigt eller permanent. Begrebet anvendes bredt til at beskrive forskellige grader af nedsat hørelse, fra let til dyb, og diagnosticeres ofte ved hørselstests og klinisk vurdering.

Hørenedsættelse deles ofte i tre hovedtyper: conductive, sensorineural og blandet. Conductive hører man fejlagtigt kun i mellemøre eller ydre øre, mens sensorineural skyldes ændringer i indre øre eller hørebaner. Blandet indebærer begge mekanismer. De mest almindelige årsager hos voksne er aldersbetinget presbyakusis, støjpåvirkning, infektioner, ørevokspropp eller traumer; hos børn er medfødte anomalier og infektioner typiske årsager.

Symptomerne består typisk i nedsat evne til at høre og opfatte tale især i støj, vanskeligheder ved samtaleopløb og behov for højere lydniveau. Mange oplever også tinnitus (ringe i ørerne) og i nogle tilfælde svimmelhed. Andre ledsagende symptomer kan være ørepine eller ubehag ved høj lyd.

Diagnose stilles primært med høretest (audiometri), tympanometri og eventuelt otoakustiske emissioner eller neurologiske vurderinger. Ved usikkerhed kan billeddiagnostik eller yderligere udredninger være relevante.

Behandling afhænger af årsagen og kan omfatte høreapparater, cochlearimplantater, knogleforankrede høreapparater og andre hjælpemidler samt kommunikationsstøtte og rådgivning. Forebyggelse af skader, beskyttelse i støjende miljøer og behandling af øregangsproblemer er også vigtig for at bevare eller forbedre hørelsen.

Prognosen varierer. Konduktive årsager kan ofte helbredes eller forbedres gennem medicinsk eller kirurgisk behandling, mens sensorineural nedsættelse ofte er kronisk og progredierende; korrekt tilpasning af høreapparat eller implantat kan dog signifikant forbedre livskvaliteten.