vejrtrækning

Vejrtrækning, eller respiration, er processen, hvor luft strømmer ind i lungerne for iltoptagelse og udåndes kuldioxid. Den består af to faser: indånding (inspiration) og udånding (ekspiration). Under hvile filtreres og varmes luften gennem næse og luftveje, og luften når alveolerne, hvor gasudvekslingen mellem luft og blod finder sted.

Den mekaniske aktivitet styres af åndedrætsmusklerne: diaphragma og de intercostale muskler. Ved indånding sænkes trykket i brysthulen, brystkassen udvides, og lungerne udvides; luft trækkes ind. Ved udånding slapper musklerne af, trykket stiger og luft presses ud. Størrelsen på åndedrætets volumen varierer med aktivitet og kondition.

Kontrollen af vejrtrækningen sker primært i åndedrætscenteret i hjernestammen, medulla oblongata og pons. Kemiske signaler som CO2-niveau og pH, samt iltning, regulerer hastigheden og dybden af vejrtrækningen. Frivillig kontrol udøves via cortex og anvendes ved tale, sang eller bevidst åndedrætsøvelse.

Lungeanatomi og gasudveksling: Luftvejene fører luften til alveolerne, hvor ilt passerer gennem respiratoriske membraner til blodet, og kuldioxid passerer i den modsatte retning. Luftens temperatur, fugt og oprindelse filtreres og opvarmes gennem næsehulen og det mucociliære epitel.

Normal hvileventilation hos voksne ligger typisk omkring 12–20 vejrtrækninger per minut, men variationer forekommer med aktivitet, stress og sundhedstilstande. Sygdomme, der påvirker vejrtrækningen, omfatter astma, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), pneumothorax og søvnapnø.