vejrtrækningen

Vejrtrækningen, eller vejrtrækning, er den fysiologiske proces, hvor kroppen skaffer ilt til blodet og fjerner kuldioxid fra blodet gennem lungerne. Vejrtrækningen består af to faser: indånding (inspiration) og udånding (ekspiration).

Luftvejene omfatter næse eller mund, næsehulen og mundhulen, svælget (pharynx) og strubehovedet (larynx), luftrøret (trachea) samt forgreningerne i bronkierne og bronchiolerne, der fører luften ned til alveolerne i lungerne. Gasudvekslingen foregår i alveolerne, hvor ilt diffunderer over den alvokolade væg til blodet i kapillærerne, og kuldioxid diffunderer fra blodet til alveolerne for udånding.

I indånding udvides brystkassen; diaphragma kontraherer og presser nedad, hvilket skaber undertryk, der trækker luft ind i lungerne. I udånding afslappes musklerne, og lungerne passerer luft ud. Dybden og hastigheden af vejrtrækningen tilpasses kroppens behov gennem autonom kontrol og feedback fra kemoreceptorer.

Regulering af vejrtrækningen sker primært i hjernestammen (medulla oblongata og pons) og styres af kemoreceptorer i arterierne, som reagerer på ændringer i kuldioxidniveau, ilt og blodets pH. Perifere sensorer i halsarterierne og aorta bidrager også til reguleringen, hvilket gør vejrtrækningen tilpasselig ved aktivitet, søvn og sygdom.

En typisk voksen hviler ved omkring 12-20 åndedrag per minut, med variation i dybde og frekvens. Sygdomme som astma, COPD eller pneumoni kan påvirke ventilation og gasudveksling.