mærkevarekrav

Mærkevarekrav betegner krav, der i en udbudsprocedure, regulering eller kontrakt specificerer en bestemt mærkevare og ofte ikke tillader tilsvarende produkter fra andre leverandører. Kravet har til formål at sikre bestemte kvalitetsniveauer, funktionalitet, sikkerhed eller kompatibilitet, men kan opfattes som en begrænsning af konkurrencen, hvis det ikke er nødvendig.

I EU- og EØS-sammenhæng gælder, at mærkevarekrav kun kan være berettigede, hvis de er nødvendige for at opfylde væsentlige krav (f.eks. sikkerhed, interoperabilitet eller teknisk egnethed), og hvis kravene ikke er mere byrdefulde end nødvendigt. Det kræver klart formulerede, objektive og verifiable kriterier, ofte med ordet “eller tilsvarende” for at åbne for alternative mærker, der opfylder kravene. Offentlige myndigheder skal kunne dokumentere, hvorfor et bestemt mærke er nødvendigt, og give andre leverandører mulighed for at konkurrere på lige vilkår, hvis de opfylder kravene.

Konsekvenserne af mærkevarekrav kan være blandt andet højere indkøbspriser, mindre konkurrence og barrierer for nye leverandører, samt risiko for afhængighed af enkeltstående mærker. Samtidig kan der være legitime grunde til at vælge et bestemt mærke i tilfælde af pålidelighed, langvarige kontrakter eller garanti-/serviceforhold, der er afgørende for funktionalitet og sikkerhed.

God praksis inkluderer at anvende funktionelle eller præstationsbaserede krav frem for specifikke mærker, altid at angive mulighed for tilsvarende produkter, og at have dokumentation for, hvorfor et mærke er nødvendigt. Det anbefales også at gennemføre markeds-/konkurrencevurderinger og sikre gennemsigtighed i beslutningsprocessen.

See also: mærkeregistrering, konkurs, offentlige indkøb, konkurrence- og udbudsret, tilsvarende produkter.