Udviklingsøkonomier

Udviklingsøkonomier er en bred betegnelse for økonomier, der ikke er fuldt udviklede og typisk har lavere indkomstniveauer, lavere menneskelig udvikling og større afhængighed af primære sektorer som landbrug og udvinding af naturressourcer. Begrebet anvendes i nordiske og internationale sammenhænge til at beskrive mange lande i Afrika, dele af Asien og Latinamerika. Begrebet kan overlappe med begreber som udviklingslande eller lav- og mellemindkomstøkonomier og anvendes ofte i analyser af global økonomisk struktur og vækstudfordringer.

Kendetegn ved udviklingsøkonomier omfatter lav produktivitetsvækst, begrænset industrielle diversificering og en stor uformel sektor. Udviklingen er ofte præget af utilstrækkelig uddannelse og sundhedssektor, underudbyggede infrastrukturer og svage institutioner og regeringskapacitet. De finansielle markeder er ofte mindre udviklede, og økonomien kan være sårbar over for svingninger i råvarepriser, låneforhold og eksterne chok. Gældsforhold og adgang til finansiering spiller også en central rolle i vækstmulighederne.

Politiske tiltag fokuserer typisk på at forbedre investeringsklimaet, uddannelse og sundhed, infrastruktur og institutionernes kvalitet samt at fremme diversificering af økonomien og eksport. Strukturreformer, investeringer i teknologi og innovation, og målrettet støttetiltag til kvinder og udsatte grupper er almindelige elementer i udviklingsstrategier.

Der er betydelig variation mellem udviklingsøkonomier. Nogle bevæger sig som såkaldte mellemindkomstøkonomier gennem vækst i industri og service samt forbedret menneskelig udvikling, mens andre står over for vedvarende udfordringer som ulighed, gæld og klimarisici. Terminologien varierer også: nogle forskere foretrækker udviklingslande eller Global South, mens andre fortsat bruger udviklingsøkonomier som en beskrivende kategori.