Knoglemassen

Knoglemassen er mængden af mineraliseret knoglevæv i skeletet og er central for knoglernes styrke. Den mest anvendte kliniske målestok er knoglemineraltætheden (bone mineral density, BMD), som afspejler, hvor meget mineral knoglerne indeholder. BMD måles ofte med densitometri og rapporteres i gram per kvadratcentimeter (g/cm2).

Knoglemassen består af cortical (kompakt) knogle og trabekulær (spongiøs) knogle. Cortical knogle danner det ydre, tætte lag og giver mekanisk styrke, mens trabekulær knogle findes i ender og spongiøse områder og har høj metabolisk aktivitet. Sammen bestemmer de knoglernes styrke og modstandsdygtighed over for brud.

Udvikling og aldring: Knoglemassen øges i barndommen og ungdommen og når sin peak i de sene teenageår eller i 20’erne. Herefter falder den gradvist med alderen, og faldet er især markant hos kvinder efter overgangsalderen på grund af det faldende østrogen, men også til dels hos mænd og ved visse sygdomme eller behandlinger.

Måling og fortolkning: BMD bruges sammen med alders- og kønsnormer. T-score beskriver forskellen i forhold til en ung, sund referencepopulation: normalt ≥ -1, osteopeni -1 til -2,5, osteoporose ≤ -2,5. Z-score sammenligner med aldersmæssig forventning og køn. Højere eller lavere værdier undergår videre vurdering for frakturrisiko.

Betydning og forebyggelse: lav knoglemasse øger risikoen for knoglebrud, især ved fald. Forebyggelse omfatter tilstrækkelig calcium og vitamin D, regelmæssig vægtbærende og muskelstyrkende motion, rygestop og moderat alkoholforbrug. Ved høj risiko kan lægemiddelbehandling mod knogletab overvejes.