væsketransport

Væsketransport betegner bevægelsen af væsker—primært vand med opløste stoffer—gennem biologiske systemer eller tekniske installationer. I biologiske organismer omfatter væsketransport to hovedsystemer: kredsløbet, som fører blod og plasma gennem hjerte og blodkar og dermed transporterer ilt, næringsstoffer og hormoner samt fjerner affald; og lymfesystemet, som transporterer interstitiel væske, immunceller og fedtstoffer og spiller en rolle i væskebalance og immunforsvaret.

De grundlæggende mekanismer i væsketransport omfatter diffusion, osmosis og bulk flow. Diffusion er passiv bevægelse af molekyler langs koncentrationsgradienten; osmosis er vandbevægelse over en semipermeabel membran. Bulk flow eller filtrering og reabsorption opstår når tryk driver væske gennem kapillærvægge i væv og i nyrerne. Aktiv transport kræver energi og bruges til at flytte ioner og opløste stoffer imod deres gradient. I kapillærer bestemmes netbevægelsen af hydrostatisk tryk og plasma-onkotisktryk, et princip kendt som Starling-loven.

I tekniske og ingeniørtekniske sammenhænge betegner væsketransport bevægelsen af væsker gennem rørsystemer under tryk. Flow afgøres af trykforskelle, rørmodstand og væskens egenskaber som viskositet og temperatur. Ligesom i fysiologien sørger design og kontrolsystemer for at opretholde ønsket flow og tryk, fx i vandforsyning, processer og kølesystemer.

Sfund i forståelsen af væsketransport er central for medicinsk fysiologi og for ingeniørfag, og forstyrrelser i transportprocesser kan føre til ødemer, dehydrering eller organsvigt, afhængigt af hvilket system der er påvirket.