Home

transplantationsreaktioner

Transplantationsreaktioner er immunologiske og ikke-immunologiske skader, der kan opstå i forbindelse med transplantation af organer eller væv. De vigtigste immunologiske fænomener kaldes afstødning, og deles traditionelt op i hyperakut, akut og kronisk afstødning. Ud over immunologiske mekanismer kan også non-immunologiske faktorer som iskæmi-reperfusionsskade og lægemiddelinduceret toksicitet påvirke graftens funktion.

Hyperakut afstødning opstår minutter til timer efter transplantation og skyldes præformede donor-specifikke antistoffer mod organets antigener,

Akut afstødning opstår dage til uger efter transplantation og kan være cellular (T-cellemedieret) eller humoral (antistofmedieret).

Kronisk afstødning udvikler sig over måneder til år og går ud over år med progressiv fibrose og

Overvågning af transplantationsreaktioner involverer klinisk vurdering, blodprøver, serologi for donor-specifikke antistoffer og vævsbiopsier ved mistanke om

ofte
ABO-
eller
HLA-relaterede.
Dette
fører
til
komplementaktivering
og
hurtig
vaskulær
skade,
ofte
med
tab
af
graftfunktion.
Forebyggelse
bygger
på
korrekt
ABO-
og
HLA-kompatibilitet
og
screening
for
sensibilisering
inden
transplantationen.
Kliniske
tegn
kan
være
nedsat
organfunktion
og
feber;
diagnosen
stilles
ofte
ved
vævsbiopsi
og
påvisning
af
donor-specifikke
antistoffer
(DSA)
i
blodet.
Behandling
omfatter
intens
immunosuppression,
for
eksempel
høj-dosis
kortikosteroider
og
tiltag
som
tilførsel
af
andre
immunsuppressiva.
Ved
antibody-mediated
akut
afstødning
kan
plasmaferese,
IVIG
og
nogle
gange
rituximab
være
nødvendig.
vaskulær
forandring,
hvilket
giver
langsom
fald
i
graftfunktion
og
ofte
uafhjælpelig.
Mekanismerne
er
komplekse
og
vanskelige
at
behandle.
Ikke-immunologiske
faktorer
inkluderer
iskæmi-reperfusionsskade,
lægemiddelinduceret
toksicitet
(for
eksempel
calcineurin-inhibitorer)
og
infektioner
som
komplikation
ved
immunosuppression.
afstødning.
Tidlig
diagnose
og
passende
behandling
kan
forbedre
graftsurvival,
men
kronisk
afstødning
er
en
væsentlig
årsag
til
langtidstab
af
funktion.