resistensudvikling

Resistensudvikling er processen, hvor mikroorganismer får evnen til at modstå virkningen af antimikrobielle midler, hvilket gør behandlinger mindre effektive eller ubrugelige. Det kan opstå gennem spontane mutationer eller ved horisontal genoverførsel af resistensgener mellem bakterier, svampe, parasitter og vira. Resistenser kan være specifikke for et stof eller bredt baseret på flere mekanismer.

Mekanismerne omfatter ændringer i målmolekyler, enzymatisk inaktivering af lægemidler, ændret permeabilitet og øget aktivitet af efflux-pumper, der pumper lægemidler ud af cellen. Horisontal genoverførsel via konjugation, transformation og transduktion gør det muligt for resistensgener at sprede sig mellem arter og miljøer, hvilket kan accelerere udbredelsen af resistens.

Drivere af resistensudvikling inkluderer overforbrug og fejlagtig brug af antimikrobielle midler hos mennesker og dyr, utilstrækkelig behandlingsvarighed, manglende infektionskontrol og miljøforurening, der udgør vedvarende selektion for resistente isolater. Global bevægelse af mennesker, dyr og varer samt driftsmiljøer i sundhedsvæsenet bidrager til spredning. Overvågning, antibiotikastyring og infektionskontrol er centrale for at begrænse udviklingen og spredningen.

Konsekvenserne af resistensudvikling er behandlingstab, længere sygdomsforløb, højere dødelighed og øgede omkostninger i sundhedsvæsenet. Eksempler på kendte resistensfænomener inkluderer MRSA, ESBL-producerende enterobakterier, carbapenemase-producerende organismer og MDR-TB. Tiltag til at bremse udviklingen omfatter rettidig diagnose, målrettet og ansvarlig brug af lægemidler, god infektionskontrol, vaccination, forbedret dyrehold og landbrugspraksis, samt forskning i nye midler og alternative behandlinger.