overgödning

Overgødning betegner anvendelsen af mere gødning end nødvendigt for en afgrøde eller i en given vækstfase, hvilket resulterer i overskud af næringsstoffer i jord og miljøet. Det kan skyldes fejlagtige vurderinger af afgrødens behov, manglende eller upræcis jordprøvetagning, dårlige tidsplaner for gødskning eller gentagen, højdoset anvendelse af gødning, herunder både mineralgødning og husdyrgødning. Overgødning er en af de vigtigste kilder til næringsstofudvaskning og miljøpåvirkning i landbruget.

Miljø- og sundhedsimplikationer inkluderer nitratforurening af grundvand og udvaskning af fosfor til overfladevand, hvilket kan føre til eutrofiering, algopblomstring, iltsvind og nedsat vandkvalitet. Gødningen kan også medføre drivhusgasemissioner som latternitoxid (N2O) og påvirke jordens salinitet og struktur. For afgrøden er effekten ikke nødvendigvis positiv: overgødning kan forårsage bladskader, saltophobning og højere produktionsomkostninger uden tilsvarende gevinst.

Forebyggelse og håndtering fokuserer på jordprøver og næringsbudgettering, præcisions- og splitgødskning, valg af passende gødningsmidler og timing, brug af langsomvirkende eller stabiliserede gødninger samt korrekt håndtering af organisk gødning. Der lægges også vægt på afstemning af gødning med afgrøderotation, dækkende afgrøder og kantvegetation for at reducere afstrømning og næringsspild.

Reguleringerne varierer mellem lande, men ofte er overgødning dækket af nitratdirektiver, vandmiljølovgivning og gødningsreguleringer, der sætter grænser for udvaskning, krav til prøvning og rådgivning til landmænd.