drivhusgasemissioner

Drivhusgasemissioner er udslip af drivhusgasser til atmosfæren, som forstærker den naturlige drivhuseffekt og driver klimaforandringer. De væsentligste drivhusgasser er kuldioxid (CO2), metan (CH4) og dinitrogenoxid (N2O), samt fluorinerede drivhusgasser som HFC’er, PFC’er, SF6 og NF3. Emissionerne måles ofte i CO2e (kuldioxidækvivalenter), hvor alle gasser gøres sammenlignelige ud fra globale opvarmningspotentialer (GWP).

Kilder og sektorer: størstedelen af udledningen kommer fra forbrænding af fossile brændstoffer til elektricitet og varme samt transport. Arbejds- og industrisektorerne bidrager også, ligesom landbrug (især metan fra drøvtyggere og lattergas fra gødning) og affaldsbehandling. Ændringer i areal og skovrydning påvirker samtidig kulstofbinding og CO2-udslip.

Globale påvirkninger og måling: drivhusgasemissioner ændrer klimaet gennem højere temperaturer, ændrede nedbørsmønstre og stigende havniveau. Internationale aftaler under FN’s Klimakonvention (herunder Kyoto-protokollen og Paris-aftalen) fastlægger mål og mekanismer til reduktion af udslip. Data samles i nationale udledningsopgørelser og IPCC-rapporter, og mange lande arbejder med naturbaserede løsninger og teknologier til at nedbringe eller fjerne kulstof.

Strategier og værktøjer: politiske tiltag som CO2-prissætning, emissionshandel og finansiering af lavemissionsprojekter anvendes til at sænke udsleppet. Overgangen til vedvarende energi, forbedret energieffektivitet, elektrificering af transport og industriens kulstofstyring samt landbrugsteknikker og skovforvaltning er centrale dele af reduktionsindsatsen.