hjernedød

Hjernened dø som begreb refererer til den fuldstændige og uoprettelige tab af alle hjernefunktioner, herunder funktioner i hjernestammen. I mange lande betragtes hjernedød som døden, hvilket giver juridisk grundlag for ophør af livsforlængende behandling og kan tilvejebringe mulighed for organtransplantation efter fastlagte procedurer.

Diagnosen kræver systematisk vurdering af bevidsthed og hjernestammefunktioner. Typiske kriterier omfatter fuldstændig manglende bevidsthed, manglende hjernestamme-reflekser (f.eks. pupillærrespons, øjenbevægelser, gag- og hostrefleks) og et apnø-test, der viser manglende spontan respiration uden ventilator. For at sikre pålidelighed kræves normalt normotermi og fravær af toksiske eller metaboliske forstyrrelser. Mange lande kræver mindst to uafhængige kliniske vurderinger, og/eller supplerende tests såsom cerebral blodflow-måling, transkraniel Doppler eller CT-angiografi, perfusionsscintigrafi eller EEG.

Hjernedød adskiller sig fra koma og vedvarende vegetativ tilstand. I koma er personen ikke vågen og ikke bevidst, men der kan stadig være noget hjernemæssigt activity. Ved vedvarende vegetativ tilstand (PVT) kan personen være vågen med åbne øjne og døgnrytme uden tegn på bevidsthed. Ved hjernedød er alle hjernefunktioner permanent ophørt, og døden fastlægges efter gældende lovgivning.

Etiske og juridiske forhold varierer, men i mange lande er hjernedød juridisk defineret som døden. Dette muliggør ophør af livsunderstøttelse og, hvor relevant, organdonation efter samtykke og familiesamtaler. Kommunikation med familien er central og kræver klar information.

Historik og retningslinjer. De første kriterier for hjernedød blev fremlagt i Harvard i 1968, og siden har internationale og nationale retningslinjer udviklet diagnosepraksis.