ernæringsniveauer

Ernæringsniveauer beskriver graden af ernæring hos et individ eller en befolkningsgruppe og afspejler, i hvilken grad energibehovet og næringsbehovet er opfyldt. Niveauet kan ændre sig over tid og påvirkes af helbredstilstand, livsstil og omgivende faktorer. Begrebet bruges både i klinisk ernæring og i folkesundhedsarbejde til at vurdere behov, planlægge interventioner og overvåge ændringer i befolkningens kost.

Et ernæringsniveau omfatter flere komponenter: energibalance (forholdet mellem indtaget af kalorier og kroppens forbrug), makronæringsstoffer (protein, kulhydrater og fedt) i passende fordelinger samt mikronæringsstoffer (vitaminer og mineraler) i tilstrækkelige mængder. Væskeindtag og kostfibre indgår også i vurderingen, ligesom forholdet mellem næringsstoffer og sundhedsudfald. Det relevante niveau kan variere efter alder, køn, aktivitet og helbredstilstand.

Vurdering af ernæringsniveauer sker gennem forskellige metoder, herunder kostregistreringer og kostanalyser, antropometriske målinger (f.eks. vægt, højde, BMI og midjemål) og biokemiske markører i blod eller urin. Sammensatte vurderinger giver et billede af ernæringsstatus og af, hvor der eventuelt mangler eller er overskud af næringsstoffer. Faktorer som socioøkonomiske forhold, kultur, sygdom og livsstil spiller en central rolle i omtanke for, hvordan ernæringsniveauer kan forbedres.

Typiske kategorier omfatter underernæring, normal ernæring og overernæring (herunder overweight og fedme). Der kan også være mangler af specifikke mikronæringsstoffer, ofte betegnet som skjult sult. Ernæringsniveauer er grundlag for kostråd, behandling og folkesundhedsplanlægning.