biskjoldkjertlene

Biskjoldkirtlerne er små endokrine kirtler i halsen. De ligger normalt som fire enheder på bagsiden af skjoldbruskkirtlen, men antallet og placeringen kan variere. Deres primære funktion er at producere parathyroideahormon (PTH), som regulerer calcium- og fosfatbalancen i kroppen.

Funktionen af PTH er at øge serumcalcium ved at stimulere knogleresorption, øge calciumreabsorption i nyrenes distale tubuli og fremme dannelsen af aktivt vitamin D (kalcitriol), hvilket øger intestincalciumoptagelse. Samtidig sænker PTH fosfatniveauet ved at øge fosfatudskillelse i nyrerne. Dette hormon spiller derfor en central rolle i calciumhomeostasen og knogleombygningen. Responsen i nyrer og tarme er afhængig af nyrefunktionen og vitamin D-status.

Anatomi og udvikling: De fleste mennesker har fire biskjoldkirtler, men antal og placering varierer, særligt for de nedre kirtler. De ligger normalt bagpå skjoldbruskkirtlen i halsen. Blodforsyningen kommer primært fra inferior thyroid-arterierne, og lymfedrænage følger halsens lymfeknuder.

Kliniske tilstande: Primær hyperparathyreoidisme skyldes ofte en godartet tumor (adenom) eller hyperplasi og giver hypercalcæmi med symptomer som nyresten, træthed og knoglesmerter. Sekundær hyperparathyreoidisme opstår ved kronisk nyresygdom eller D-vitaminmangel og kan medføre knogleskørhed. Hypoparathyreoidisme kan opstå efter kirurgi eller skade af kirtlerne og giver hypocalcæmi med tetani og parestesier.

Diagnose og behandling: Diagnostik omfatter måling af PTH og calcium i blodet, ofte suppleret af fosfat og vitamin D-status. Lokalisation af kirtlerne kan ske med ultralyd eller sestamibi-scanning. Behandlingen afhænger af tilstanden: primær hyperparathyreoidisme behandles ofte med kirurgi til fjernelse af de påvirkede kirtler; sekundær/tertær hyperparathyreoidisme og hypoparathyroideoidisme kræver medicinsk behandling med calcium og calcitriol, og i nogle tilfælde PTH-analoger.