knogleskørhed

Knogleskørhed, eller osteoporose, er en tilstand kendetegnet ved lav knogletæthed og ændret knoglekvalitet, som gør knoglerne mere skrøbelige og tilbøjelige til frakturer efter lavt niveau af traume. Tilstanden udvikler sig ofte langsomt og er ofte uden symptomer, indtil en fraktur opstår. De mest udsatte områder er lårbenshalsen, rygsøjlen og håndleddet. Osteoporose er særligt udbredt hos ældre og postmenopausale kvinder, men også mænd kan få tilstanden.

Årsagerne er multifaktorielle og inkluderer aldersrelateret knoglemasse-nedgang og øget knogleresorption. Efter overgangsalderen er østrogennedbrydning en vigtig risikofaktor hos kvinder. Sekundære årsager som langvarig kortikosteroidbehandling, visse kroniske sygdomme, malabsorption, lavt calcium- og D-vitaminniveau, alkoholforbrug og rygning øger risikoen. Lav kropsstørrelse og lav fysisk aktivitet bidrager også til udviklingen.

Diagnostik involverer normalt måling af knoglemineraltæthed ved DEXA-scanning. En T-score på eller under -2,5 diagnosticerer osteoporose. FRAX-vurdering bruges til at estimere 10-årig frakturrisiko og påvirker ofte behandlingsbeslutninger. Ved mistanke om sekundære årsager eller synlige vertebrale forandringer kan blodprøver og billeddannelse af ryghvirvler være indiceret.

Behandling fokuserer på at bevare eller øge knoglemængden og reducere frakturrisiko. Grundanbefalinger inkluderer tilstrækkeligt indtag af calcium og D-vitamin, regelmæssig vægtbærende og styrkende træning samt rygestop og moderat alkoholforbrug. Medicinske muligheder som bisfosfonater (f.eks. alendronat), denosumab, teriparatid eller selektive østrogenreceptormodulatorer kan anvendes afhængigt af risiko og tolerance. Behandlingens varighed og behov for opfølgning vurderes individuelt; densitometri og vurdering af frakturrisiko bør følges regelmæssigt, da frakturer kan medføre alvorlige konsekvenser som nedsat mobilitet og øget dødelighed ved hoftefrakturer.