håndleddet

Håndleddet er den sammensatte forbindelse mellem underarmen og hånden. Den består af radiocarpalleddet samt de mellemcarpale led og de otte håndledsbensknogler, fordelt i to rækker: proximalt scaphoideum, lunatum, triquetrum og pisiforme; distalt trapezium, trapezoideum, capitatum og hamatum. Samspillet mellem knoglerne giver hånden en stabil base og mulighed for præcise bevægelser.

Bevægelserne i håndleddet omfatter fleksion og ekstension samt radialdeviation (bevægelse mod radiussiden) og ulnardeviation (mod ulnarsiden). Bevægelserne sker i samhandling med underarmen og de omkringliggende leddene, og håndleddets bevægelighed koordineres med finger- og tommelfingerbevægelser for funktionelt greb og præcision.

Stabilitet og ledbånd: Håndleddet holdes stabilt af et komplekst ligamentsystem, herunder palmar radiocarpale og dorsal radiocarpale ligaments samt ulnocarpale og intercarpale ligaments i de to carpalrækker. På ulnarsiden spiller det triangulært fibrocartilaginært kompleks (TFCC) en væsentlig rolle ved stabilisering af distale radioulnarleddet og ved at fungere som støddæmper mellem underarmen og håndleddet.

Nerve- og blodforsyning: Sensorisk og motorisk innervation stammer primært fra median- og ulnarnerverne, med bidrag fra radialis nerver i nogle regioner. Blodforsyningen kommer fra a. radialis og a. ulnaris, som fordeler blod gennem håndleddets palmar- og dorsale karbaner.

Funktion og tilstande: Håndleddet giver en stabil base for greb og komplekse håndbevægelser. Almindelige skader inkluderer distale radiusfrakturer (Colles’ fraktur), scaphoideumfraktur, TFCC-skade og carpal tunnel-syndrom. Tendinopáthier som de Quervains tenosynovitis kan også påvirke håndleddets funktion. Diagnose kræver klinisk undersøgelse og billeddiagnostik (røntgen, MRI). Behandling varierer fra immobilisering og fysioterapi til kirurgi i udvalgte tilfælde.