adfærdsterapi

Adfærdsterapi er en psykologisk behandlingsform baseret på læringsteori. Den sigter mod at ændre uhensigtsmæssig adfærd ved at ændre de miljømæssige stimuli og konsekvenserne af adfærden samt ved at indøve nye færdigheder og responser.

Behandlingen opstod i midten af det 20. århundrede som en del af behaviorismen. Centrale bidragydere inkluderede B. F. Skinner og Joseph Wolpe, hvis arbejde lagde grundlag for teknikker som eksponering og kontrol af betingede responser.

Kernebegreber er funktionel analyse (ABC-modellen), hvor antecedenter, adfærd og konsekvenser kortlægges. Metoder omfatter klassisk og operant betingning samt teknikker som eksponering (systematisk desensibilisering eller direkte eksponering), modellering, forstærkning og adfærdsmæssig aktivering.

Anvendelse og evidens: Adfærdsterapi anvendes til angstlidelser, fobier, OCD, PTSD, depression og adfærdsproblemer hos børn. Den er særligt udbredt inden for autismebehandling gennem anvendt adfærdsanalyse (ABA). Bevisbasen er solid for mange specifikke tilstande og for ændring af konkrete mønstre.

Begrænsninger: Den fokuserer primært på observerbar adfærd og kan være mindre egnet til latente konflikter eller dybere årsager. Effektiviteten afhænger af korrekt tilpasning og opfølgning. Mange tilgange kombineres med kognitiv terapi (CBT) for at adressere tanker og følelser samt underliggende årsager.