Vævsmiljøet

Vævsmiljøet betegner det omkringliggende miljø omkring celler i et væv, herunder den ekstracellulære matrix, støtteceller og de signaler, der påvirker cellernes adfærd. Det spiller en central rolle for vævets udvikling, vedligeholdelse og reaktion på skader.

De vigtigste komponenter omfatter den ekstracellulære matrix (fibrer, proteiner, glykoproteiner), fibroblaster og andre stromale celler, endothelceller og pericyter i blodkar, immunceller som makrofager og T-celler, samt adipocytter i fedtvæv. Signalstoffer som cytokiner, kemokiner og vækstfaktorer koordinerer kommunikation mellem cellerne og ECM.

Samspillet mellem disse elementer giver mekanisk støtte, styrer cellernes migration og differentiering samt faciliterer næring og fjernelse af affald. ECM-strukturen og cellernes receptorudtryk forankrer signaler, der tilpasser vævet til normale forhold og kontekst som heling eller stress. Nischefaktorer regulerer især stamcelleadfærd og vævsdannelse.

I sygdom ændres vævsmiljøet ofte på grund af hypoksi, lavt pH, ændrede næringsforhold og ændret cellefordeling. I kræft kan tumorens mikromiljø fremme vækst og spredning gennem immunmodulation, angiogenese og ECM-omstrukturering. Ved fibrose og inflammatoriske sygdomme kan forandringer i stroma og ECM være centrale drivkræfter.

Forskningen i vævsmiljøet anvender histologi, molekylære metoder og avancerede billedeteknikker samt 3D-kulturmodeller og organoider. Terapeutiske strategier retter sig ofte mod vævsmiljøet, for eksempel immunterapier, hæmning af blodkarsdannelse og målrettet ECM-omstrukturering.