vækstfaktorer

Vækstfaktorer er signalmolekyler, ofte proteiner eller peptider, som regulerer cellevækst, differentiering og overlevelse ved at binde specifikke receptorer. De virker autokrin, parakrin eller endokrin og igangsætter intracellulære signalveje, der styrer celledeling og cellefunktioner.

De binder til receptortyrosinkinaser, serine/threonine-kinaser eller G-proteinkoblede receptorer, hvorefter veje som MAPK/ERK og PI3K/Akt aktiveres. Forskellige vækstfaktorer har forskellige mål og virkninger, men de arbejder ofte i netværk og kan påvirke cellecyklus, migration og differentiering i mange væv.

Kendte vækstfaktorfamilier inkluderer EGF (epidermal growth factor), VEGF (vascular endothelial growth factor), PDGF (platelet-derived growth factor), FGF (fibroblast growth factor), TGF-β (transforming growth factor beta), IGF (insulin-like growth factor) og NGF (nerve growth factor). BMP'er (bone morphogenetic proteins) spiller også en vigtig rolle i knogle- og vævsmønsterdannelse. Hver faktor påvirker bestemte celletyper og processer og kan udøve synergistiske eller modsatvirkende effekter afhængigt af kontekst.

Produktion sker i mange celler, herunder fibroblaster, endotelceller, makrofager og blodplader, og de udsendes ved vævsskade, under udvikling og ved normal vævsdynamik. Vækstfaktorer fungerer ofte i komplekse netværk og reguleres af extracellulær matrix og forhindre/inhibitorer.

Klinisk betydning: Vækstfaktorer er centrale for vævsreparation og regenerativ medicin. Dysregulering kan bidrage til sygdomme som kræft gennem øget cellevækst og angiogenese. Terapeutiske anvendelser omfatter sårheling og vævserstatning, samtidig med at målrettede hæmmere af bestemte vækstfaktorer bruges i cancerbehandling.