Udviklingshæmning

Udviklingshæmning er en tilstand, hvor en person har betydelige begrænsninger i intellektuel funktion og i færdigheder til daglig tilpasning, der begynder i barnealderen. Den påvirker ofte kommunikation, sociale færdigheder og selvstændighed og varierer i sværhedsgrad fra mild til dyb. En typisk diagnose inkluderer allerede behov for støttede eller tilpassede undervIsnings- og livsaktiviteter. IQ under cirka 70–75 og begrænsninger i adaptiv funktion anvendes som ramme, men den samlede vurdering er vigtig for at afklare behov og støttetryk.

Årsagerne er ofte blandede. Genetiske syndromer som Down syndrom, fragil X-syndrom og Prader-Willi samt prenatal, perinatal og tidlige miljøfaktorer kan være involveret. I mange tilfælde kan årsagen være ukendt. Tilstanden inddeles ofte i graderne mild, moderat, svær og dyb; personer med mild udviklingshæmning kan ofte lære basale færdigheder og deltage i samfundet med støtte, mens dem med svær eller dyb ofte har større behov for omfattende pleje og pædagogisk planlægning.

Diagnostik sker normalt i barndommen gennem psykometriske tests og vurdering af adaptive færdigheder, udvikling og helbred. Behandling er ikke kurativ men fokuserer på uddannelse, rehabilitering, kommunikation og livet som helhed. Uddannelse og beskæftigelse får stigende betydning gennem inklusion og individuel støtte, herunder specialpædagogik, støttet beskæftigelse og bolig- og dagtilbud.

Rettigheder og støtte er beskyttet af dansk lovgivning og FN's konvention om rettigheder for personer med handicap; myndighederne tilbyder kommunale og regionale ydelser som uddannelse, sundhedspleje, bolig og social støtte. Terminologien varierer, og fagfolk fremmer respektfuld og præcis brug af begreberne.