TNFhæmmere

TNF-hæmmere er en gruppe biologiske lægemidler, der hæmmer tumornekrosefaktor (TNF), et proinflammatorisk cytokin, som spiller en central rolle i mange autoimmune sygdomme. De virker ved at neutralisere TNF-α eller blokere TNF-receptorer, hvilket dæmper den inflammatoriske respons. TNF-hæmmere omfatter to hovedtyper: monoclonale antistoffer som infliximab, adalimumab og certolizumab pegol, og en receptor-fusionsprotein, etanercept. Forskellene ligger i struktur, administration og væsentlige kliniske anvendelser.

Lægemidlerne bruges ved tilstande som inflammatorisk gigt (reumatoid arthritis, psoriatisk artritis, ankyloserende spondylitis), inflammatoriske tarmsygdomme (Crohns sygdom, ulcerøs colitis) og hudsygdomme som plaque psoriasis. Behandling kan være som monoterapi eller i kombination med andre sygdomsmodeller som metotrexat i visse tilfælde. Administrationsvejene varierer: infliximab gives som intravenøs infusion, mens de andre gives som subkutane injektioner med varierende dosingintervaller.

Bivirkningsprofil og overvågning kræver opmærksomhed. TNF-hæmmere øger risikoen for alvorlige infektioner og kan reaktivere latent tuberkulose og hepatitis B; derfor anbefales screening før behandling. Der kan opstå infusion- eller hudreaktioner, og der er en teoretisk risiko for hjertefunktioner, demyeliniserende sygdomme og sjældne autoimmune fænomener. Lægemidlerne bør ikke anvendes ved aktiv infektion, og patienter overvåges regelmæssigt.

Biosimilære produkter findes, hvilket påvirker omkostninger og tilgængelighed. Planlægning af graviditet og amning bør diskuteres med læge, da placentatransmission varierer mellem midlerne. TNF-hæmmere forbliver en vigtig behandlingsform i mange kroniske inflammatoriske sygdomme.