Psykoanalyse

Psykoanalyse er en psykologisk teori og en klinisk metode, der blev grundlagt af Sigmund Freud i slutningen af 1800-tallet. Ifølge psykoanalysen opretholdes menneskelig adfærd og følelsesmæssige problemer af ubevidste konflikter og erfaringer fra barndommen, som kan påvirke senere adfærd, relationer og psykisk velbefindende.

Hovedbegreberne omfatter personlighedsstrukturen id, ego og superego samt ubevidste motiver og forsvarsmekanismer. Behandlingen lægger vægt på at få adgang til ubevidste processer gennem teknikker som fri association og drømmeanalyse og på at fortolke overførsel — de følelser, klienten projicerer på terapeuten — og modstand i terapien. Behandlingen er ofte langtidsorienteret og relationelt fokuseret.

Historisk udvikling begyndte med Freuds grundlæggende teorier og blev videreudviklet af senere analytikere som Carl Jung og Jacques Lacan, samt af Anna Freud og andre psykoanalytikere. Psykoanalyse har givet grundlag for moderne psykodynamiske terapiformer, der i dag ofte betegnes som psykodynamisk psykoterapi og fokuserer på at integrere klinisk erfaring med forskning.

Kritik af psykoanalysen inkluderer beskyldninger om manglende empirisk underbygning og vanskeligheder ved videnskabelig testbarhed, samt anklager om køns- og deterministiske antagelser. Tilhængere fremhæver dens bidrag til forståelse af det ubevidste, drift og menneskelige relationer samt dens kulturelle indflydelse i litteratur, kunst og klinisk praksis. Moderne praksis forsøger ofte at balancere teori og evidens.

I nutiden anvendes psykoanalytiske principper i længerevarende konsultationer samt i kortere psykodynamiske behandlinger, og forskningen fortsætter med at undersøge mekanismerne for psykisk lidelse og terapeutisk forandring.