Peerlæring

Peerlæring er en pædagogisk tilgang hvor læring opstår gennem interaktion og samarbejde mellem elever eller studerende på tilsvarende niveauer. Deltagerne undersøger, forklarer og giver feedback til hinanden, ofte under vejledning af en lærer eller facilitator. Formålet er at udvikle forståelse og færdigheder gennem dialog, refleksion og fælles løsning af opgaver.

Formerne for peerlæring varierer og kan inkludere små grupper, parbaseret arbejde, reciprokt vejledning, peer review og kollegial samtale. Metoder som pair programming, peer instruction og reciprocal teaching bruges bredt til at fremme aktiv deltagelse og konstruktion af viden i sociale sammenhænge.

Det teoretiske udgangspunkt er primært socialkonstruktivisme og Vygotskys zone for nærmeste udvikling, hvor læring betegnes som en social proces der finder sted gennem sprog og samhandling. Teoretiske idéer som communities of practice og kollektive refleksionsrutiner understøtter ideen om, at kolleger lærer sammen gennem fælles praksis.

Fordelene ved peerlæring inkluderer dybere forståelse, forbedret problemløsning, udvikling af kommunikation og metakognitive færdigheder samt øget motivation og ansvarlighed. Effektive resultater hænger dog ofte sammen med omhyggeligt design, klare regler, tilstrækkelig facilitatorstøtte og passende groupestørrelser.

Udfordringer omfatter varierende færdighedsniveauer, risiko for fejlfeedback, tidsplanlægning og behov for ressourcer til vejledning. For at øge udbyttet bør der være tydelige mål, træning i at give og modtage feedback, anvendelse af rubric og løbende formative bedømmelser. Peerlæring kan tilpasses forskellige fagområder og både være integreret i fysisk og online undervisning.