socialkonstruktivisme

Socialkonstruktivisme er en læringsteori som hævder at viden og forståelse ikke opstår i isolation, men gennem social interaktion, sproglig mediation og kulturelle praksisser. Ifølge teorien udvikles højere mentale funktioner gennem samspil med andre og gennem brug af kulturelle redskaber som sprog, figurer og regelsæt i en given kontekst.

Et centralt begreb er den nærmeste udviklingszone (zone of proximal development, ZPD): læring sker mest effektivt, når en mere vidende social partner støtter den lærende gennem vejledning og ”scaffolding” — en midlertidig form for støtte, der fases ud, efterhånden som den lærende bliver mere selvstændig. Mediering af kognition sker gennem relationer, samarbejde og kulturelle redskaber, der gør det muligt at externalisere og internalisere ny forståelse.

Socialkonstruktivisme understreger også praksisfællesskaber og fælles problemløsning. Læring forstås som en proces, hvor individer deltager i sociale praksisser og udvikler fælles begreber og procedurer gennem dialog og fælles aktiviteter. Dette har tydelige implikationer for uddannelse og forskning, herunder design af læringsmiljøer, der fremmer samarbejde, dialog og autentiske opgaver.

Kritik af socialkonstruktivismen peger på at den kan undervurdere individuelle kognitive forskelle og kontekstuelle faktorer, og at visse fortolkninger kan føre til relativisme eller vanskeligheder med at operationalisere begrebet. Som følge heraf ses teorien ofte som en del af en bredere sammensat forståelse af læring, der inkluderer både sociale og individuelle elementer.