Letopløseligt

Letopløseligt er et kemisk begreb, der bruges til at beskrive, hvor let et stof opløses i et bestemt opløsningsmiddel, typisk vand. En høj opløselighed betyder, at stoffet kan blandes i opløsningen i relativt store mængder uden at danne et fast bundfald ved de givne temperaturer. Omvendt betegnes stoffer som sparsomt eller dårligt opløselige, hvis kun små mængder kan opløses, og restproduktet danner bundfald.

Opløselighed er ikke en fast egenskab, men afhænger af faktorer som temperatur, tryk og valg af opløsningsmiddel. For mange faste stoffer øges opløseligheden ved stigende temperatur, men der er undtagelser. I praksis anvendes letopløselighed ofte relativt til et bestemt solvent og temperatur. pH, tilstedeværelse af andre ioner og dannelse af komplekser kan også ændre opløseligheden.

Klassificeringen er vigtig i kemi, farmaci og miljøvidenskab. For lægemidler er opløseligheden tæt knyttet til biotilgængelighed og dosering. I miljøsammenhænge bestemmer opløseligheden, hvor let et forurenende stof bevæger sig i vand og jord.

Typiske eksempler på letopløselige stoffer i vand er natriumklorid, glukose og ethanol ved 25 °C. Eksempler på mindre opløselige forbindelser inkluderer visse metalion-salte og mange organiske forbindelser ved samme temperatur. Til kvantitative vurderinger anvendes ofte opløselighedsproduktet (Ksp) og opløselighedsmodeller, som beskriver, hvordan opløseligheden ændrer sig med temperatur og andre betingelser.