opløselighed

Opløselighed er et måltal for, i hvilket omfang et stof kan opløses i et væske (solvent) under givne betingelser. For faste stoffer måles opløselighed ofte som den maksimale mængde stof, der kan opløses i en bestemt mængde opløsning ved en given temperatur, angivet i enheder som g/100 mL eller mol/L. Når opløsningen er mættet, har den opnået sin maksimale koncentration af opløst stof; mindre mængder giver en umættet opløsning, mens mere stof kan føre til overmættet tilstand under visse forhold.

Faktorer, der påvirker opløselighed, inkluderer temperatur, tryk, opløsningsmiddelets og stoffets polaritet samt ionstyrken i opløsningen. De fleste faste stoffer har større opløselighed i vand, når temperaturen stiger, mens opløseligheden af mange gasser i vand falder med stigende temperatur. Tryk påvirker gasers opløselighed i væsker gennem Henrys lov: højere tryk øger opløseligheden. “Like dissolves like” beskriver, at polære stoffer opløses bedst i polære solventer, og upolære i upolære. Tilstedeværelsen af andre ioner kan også ændre opløseligheden gennem fældningseffekter eller komplekssession (f.eks. ligesindede ioner, pH-ændringer).

For sparsomt opløselige salte anvendes opløselighedsproduktet (Ksp) til at beskrive ligevægten mellem ioner i opløsningen og fast stof. Ksp ændres med temperatur, og ofte kan kompleksdannelse eller ændring af pH ændre den effektive opløselighed betydeligt.

Opløselighed er central i farmaceutisk formulering, miljøteknik og analytisk kemi, hvor kendskab til, hvor meget stof der kan opløses, styrer design og sikkerhedsforanstaltninger.