Køling

Køling er processen med at sænke og opretholde et lavere temperatur i et system eller en komponent ved at fjerne varme, som dannes under drift eller tilføres fra omgivelserne. Køling sker ved hjælp af varmeoverførsel til et kølemiddel eller en omgivelse, og den vigtige målsætning er at forhindre overophedning, forbedre ydeevne og forlænge levetiden for udstyr.

Varme kan fjernes gennem ledning, konvektion og stråling. I praktiske køleapplikationer anvendes ofte kombinationer af disse mekanismer. Et kølesystem kræver normalt en varmeafleder, som samler varme fra kilden, og en kølemedium, som transporterer varmen bort til en varmeveksler eller til omgivelserne. Tryk, temperaturforskelle og kølevæskeegenskaber styrer effektiviteten.

Der findes forskellige kølingstyper. Luftkøling benytter luft som kølemiddel og kan være passiv eller aktiv, hvor en blæser eller ventilator fremmer varmeafgivelsen. Væskekøling anvender en kølevæske til at absorbere varmen og transportere den væk via en pumpe og et varmeveksler, ofte en radiator. Væskekøling er normalt mere effektiv til høj effektbelastning og tæt pakket systemer.

Anvendelserne spænder fra elektronik og computerudstyr til biler, industri og bygningskøling (air condition). Korrekt køling kan forbedre ydeevne, stabilitet og levetid, mens utilstrækkelig eller fejlinstalleret køling medfører risiko for termisk skade, kondensation og korrosion. Sikker håndtering af kølevæsker og kølemidler samt korrekt dimensionering og vedligeholdelse er derfor væsentlige.

Design og evaluering af kølesystemer bruges til at opnå passende varmeafledning, måltal som COP (coefficient of performance) og EER (energy efficiency ratio) kan være centrale mål. Fysiske forhold som omgivelsestemperatur, varmebelastning og isolation påvirker effektiviteten. Materialer og komponenter skal vælges ud fra korrosionsmodstand, tæthed og kompatibilitet med kølevæsken.