Jobsikkerhed

Jobsikkerhed beskriver sandsynligheden for at bevare sin nuværende beskæftigelse eller få ny ansættelse uden væsentlige afbrydelser. Den består af to dimensioner: en objektiv dimension, der følger af ansættelsestype, varsler og arbejdsmarkedets regler; og en subjektiv dimension, der afspejler medarbejderens tro på at kunne fastholde sit job eller hurtigt finde nyt. Betydningen varierer mellem sektorer og lande.

Faktorer, der påvirker jobsikkerheden, inkluderer den generelle tilstand på arbejdsmarkedet, konjunktur, teknologisk udvikling og globalisering, samt arbejdsgivers omstilling og regler for ansættelse. Alder, uddannelsesniveau og faglig efteruddannelse spiller også en rolle. Øget brug af midlertidige kontrakter, outsourcing og platformarbejde kan mindske opfattet sikkerhed for nogle grupper, mens fagforeninger og kollektiv forhandling ofte styrker den, særligt i traditionelle industrier.

Indikatorer for jobbeskyttelse omfatter andelen af permanente kontrakter, længden af opsigelsesvarsler og regler for afskedigelse samt arbejdsløshedsunderstøttelse. Økonomiske tegn som ledighed, jobskift og virksomheders overlevelseschancer påvirker også opfattet sikkerhed. Regionalt og sektorer kan der være store forskelle.

Politikker til at styrke jobsikkerheden omfatter aktiv arbejdsmarkedspolitik, uddannelse og efteruddannelse, sociale sikkerhedsnet og visse former for overgangsald. Samtidig kan stærk ansættelsesbeskyttelse hæmme fleksibilitet og ny jobskabelse, hvilket gør det nødvendigt med en afbalanceret tilgang. Globalisering og automation skaber løbende debat om hvordan sikkerheden kan opretholdes uden at hæmme produktivitet.

Trends som gig-økonomi, fjernarbejde og automatisering ændrer landskabet for jobsikkerhed og kræver tilpassede politikker, herunder portable fordele og livslang læring for at støtte komplicerede arbejdsforhold.