arbejdsmarkedspolitik

Arbejdsmarkedspolitik er den del af en nations politik, der har til formål at tilpasse udbud og efterspørgsel på arbejdskraft, fremme beskæftigelse og sikre indkomststabilitet i befolkningen. Den omfatter en række foranstaltninger og programmer, der påvirker, hvordan arbejdskraft finder job, og hvordan arbejdsstyrken videreuddannes og tilpasses ændringer i økonomien.

Formålet med arbejdsmarkedspolitik er at øge beskæftigelsen, forbedre produktiviteten og fremme social inkludering og lighed i adgang til arbejde. Den opererer ofte i samspil med uddannelses- og velfærdspolitik og tilpasses nationale forhold og konjunkturer.

Væsentlige instrumenter er aktive og passive arbejdsmarkedspolitikker. Aktive foranstaltninger omfatter jobformidling, karrierevejledning, arbejdsmarkedsuddannelse, praktikpladser, løntilskud til arbejdsgivere og forskellige aktiveringsforløb. Passive foranstaltninger omfatter arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, der giver indkomststøtte, ofte kombineret med krav om jobsøgning og deltagelse i aktivering.

Institutioner og governance strukturer spiller en central rolle. Arbejdsmarkedspolitik udformes ofte af regeringen med støtte fra ministerier for beskæftigelse og arbejdsmarkedsmyndigheder, samt gennem dialog og aftaler med sociale parter såsom fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Historisk har mange lande udviklet stærke velfærdsstæder, hvor aktiveringspolitik siden 1990’erne og 2000’erne har fået større vægt. I Danmark er flexicurity et gennemgående referencepunkt, der kombinerer social beskyttelse med fleksibilitet på arbejdsmarkedet og omfattende aktive foranstaltninger.

Vurderinger af arbejdsmarkedspolitik varierer, men fokuserer på effektivitet, omkostninger og følgernes fordeling, ligesom der diskuteres balancen mellem støtte og incitamenter til at søge og bevare arbejde.