Hjerteklappesygdom

Hjerteklappesygdom er en samlebetegnelse for sygdomme i en eller flere af hjertets fire klapper: aorta-, mitral-, trikuspid- og pulmonalklappen. Klapfejlene påvirker blodstrømmen gennem hjertet og kan skyldes ændringer i klappens struktur eller i mindre funktionelle forhold omkring klappen. Sygdommen deles ofte i to hovedtyper: stenose, hvor klappen bliver indsnævret og hæmmer blodets passage, og insufficiens (regurgitation), hvor klappen ikke lukker helt og giver lækage tilbage i det forrige kammer. Der kan også være kombinationer eller prolaps, hvor klappen giver forstyrret bevægelse.

Årsager varierer og inkluderer degenerativ forandring ved aldring, rheumatisk feber og andre inflammatoriske tilstande, infektiøs endokarditis, medfødte klapdefekter samt calcifikation og iskæmisk hjertesygdom. Sygdommen kan være asymptomatisk i mange år og opdages ved undersøgelser af hjertet eller ved symptomer som åndenød, træthed, hjertebanken, brystsmerter eller hævede ben og lunger i mere fremskredne tilfælde.

Diagnose bygger ofte på lyttereflekser og billeddiagnostik. Grundstenen er hjertelyd og elektrokardiografi, mens transthorakalt eller transøsofagealt ultralyd af hjertet (ekkokardiografi) giver detaljer om klappens tilstand, mængden af lækage og klapfunktion. Yderligere undersøgelser som stress-test, MR eller CT kan være relevante i enkelte tilfælde.

Behandling tilpasses sværhedsgraden og symptombyrden. Mindre klapfejl kræver ofte observation, mens mere betydelige tilfælde håndteres med medicinsk behandling til symptomer og hjerteregulering (diuretika, ACE‑hæmmere/ARB, betablokkere, antikoagulation ved visse rytmeforstyrrelser). I mange tilfælde er klapreparation eller klapudskiftning nødvendig, enten ved åben kirurgi, klappen repareres eller udskiftes, eller ved transkateterbaserede procedurer som TAVR (aorta) eller MitraClip (mitral klap).

Prognose afhænger af klaptype, sværhedsgrad, symptomer og samspil med andre sygdomme. Forebyggende tiltag omfatter behandling af risikofaktorer, håndtering af inflammatoriske tilstande og korrekt antibiotikaprofylakse i særlige højrisikosituationer i forbindelse med tandbehandling eller kirurgi.