Dødfødte

Dødfødte, eller dødfødte fostre, er børn som fødes uden livstegn efter en vis graviditetstid. Definitionen varierer mellem lande: ofte omfattes dødfødte af fostre født uden tegn på liv efter cirka 20–24 ugers graviditet eller en vis fødselsvægt. Dette skelner dødfødsel fra spontanabort og fra neonatal dødelighed, hvor barnet ikke døde før eller under fødsel men derimod i den første levetid.

Årsagerne til dødfødsel er mangfoldige og kan være alt fra medfødte misdannelser og placenta-problemer til infektioner, kroniske moderforhold (som forhøjet blodtryk eller diabetes), samt sammenbinding af navlestrengen eller andre obstetriske komplikationer. Mange dødfødte får ikke en enkelt klart identificerbar årsag; i en betydelig andel tilfælde udredes døden yderligere ved autopsi og tests. Risikofaktorer inkluderer høj alder, rygning, fedme, multiple gravide, tidligere dødfødte og utilstrækkelig prænatalt overvågning.

Diagnose og efterforskning foregår primært i forbindelse med fødslen eller under prænatale undersøgelser. Ved fødslen konstateres manglende livstegn. Efter dødfødsel kan en medicinsk obduktion og andre undersøgelser hjælpe med at fastslå årsag og classification, hvoraf ICD-opgørelser anvendes i registre og forskning.

Behandling indebærer fokus på moderens fysiske og psykiske velbefindende samt støttende sorgbearbejdning. Personalets kommunikation, mulighed for minder og samtaler om videre graviditetsplaner er vigtige elementer.

Forekomst og forebyggelse varierer internationalt. Bedre prænatalt helbred, kontrol af moderlige sygdomme, rygeophør og tidlig opsporing af graviditetskomplikationer kan reducere risikoen, men mange dødfødte kan ikke forhindres.