vevsødem

Vevsødem, eller væskeophobning i kroppens væv, er en tilstand hvor unormal mængde væske samler sig i interstitielt væv uden for celler og blodkar. Det kan være lokalt begrænset til et område eller generaliseret, og det ofte giver hævelse og tyngdefornemmelse i det påvirkede væv. Ved let tryk kan væsken forsvinde midlertidigt og danne en pitting, hvilket beskrives som en fordybning i huden.

Årsagerne til vevsødem er mange og kan inddeles i fire hovedkategorier: øget kapillær hydrostatisk tryk (f.eks. ved hjertesvigt, dyb venetrombose eller længerevarende ophold i fysisk inaktivitet), nedsat plasmakolloidt onkottisk tryk (typisk ved hypoalbuminæmi relateret til levercirrose, nyresygdom eller dårlig ernæring), øget kapillær permeabilitet (inflammation, infektioner, allergiske reaktioner) og nedsat lymfedrænage (lymphedem, som kan være medfødt eller skyldes skade). Medikamenter som visse blodtryksmidler og andre stoffer kan også bidrage til vevsødem.

Symptomerne varierer afhængigt af årsag og sted, men omfatter hævelse, især i ben og ankler, følelsen af tyngde, strækømhed i huden og i nogle tilfælde nedsat bevægelsesomfang. Diagnose stilles ud fra klinisk undersøgelse og sygehistorie; supplerende blodprøver, imaging og vurdering af blodtryks- og nyrefunktion kan hjælpe med at finde underliggende årsag.

Behandling fokuserer på at behandle den underliggende årsag og lindre symptomerne. Tiltag kan være sænkning af saltindtag, elevation af afficerede lemmer, brug af kompressionsstrømper og diuretika under lægelig vejledning. Behandling af årsager som hjertesvigt, lever- eller nyresygdom, samt behandling af infektioner eller betingelser, der påvirker lymfedræningen, er central. Prognosen afhænger primært af den underliggende årsag og responsen på behandling. Complicationer kan inkludere hudforandringer og øget infektionsrisiko i det hævede væv.