terrænhældning

Terrænhældning er et begreb inden for geografi og geoteknik, der beskriver, hvor meget jordens overflade hælder i forhold til et vandret plan. Hældningen kan angives som en vinkel i grader eller som procentstigning (forholdet mellem højdeforskel og vandret afstand gange 100). Retningen af hældningen kaldes aspekt og angiver den retning, hvor terrænet skråner mest.

Angivelsen af hældning kan ske gennem feltmålinger med instrumenter som klinometer eller theodolite, eller ved hjælp af højopløselige topografiske data og GIS-teknikker (DEM). Digitale modeller giver kortlag med hældning og aspekt, og i praksis beregnes hældningen ofte som gennemsnitlig stigning over et område eller for enkelte celler i et rasterkort.

Årsager og processer: Terrænhældningen dannes gennem geologiske processer som tektoniske hævninger, forvitring og erosion, sedimentation og isdannelse. Den kan også ændres af menneskelig aktivitet, for eksempel landbrug, nedtagning af vegetation eller vej- og byggearbejde. Jord- og bjergarternes faste egenskaber samt jordlagets tykkelse og fugtighed påvirker stabiliteten og, ikke mindst, risikoen for jordskred og erosion.

Betydning: Hældningen påvirker vandets afstrømning, infiltration og jordens stabilitet. Den styrer landbrugspraksis, infrastrukturdesign, byggepladsplanlægning og drenagesystemer. Sammen med jordforhold og vegetation afgør den risiko for skred og oversvømmelser. Tiltag som terrasser, støttemure, dræning og vegetation kan reducere risiko og forbedre anvendelsen af stejle områder.

Anvendelse og formål: Terrænhældning kortlægges i landplanlægning, miljøvurderinger og geoteknisk design for at vurdere mulige anvendelser og nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.