kontrastinduceret

Kontrastinduceret er et dækkende udtryk for tilstande og skader, der udløses af anvendelse af radiologiske kontrastmidler ved billeddiagnostik, særligt iodholdige midler til CT og angiografi. Den mest kendte og velbeskrevne form er kontrastinduceret nefropati (CIN), en forværring af nyrefunktionen, der opstår inden for 48–72 timer efter kontrastadministration og ofte vender tilbage inden for 1–3 uger hos patienter uden vedvarende nyreinsufficiens.

Patofysiologi involverer nyrevasokonstriktion og direkte tubulær toksicitet, hvilket sammen med medullær hypoxi og oxidativt stress kan nedsætte glomerulær filtration og nyrefunktionen midlertidigt.

Risikofaktorer inkluderer kronisk nyresygdom (stade 3 eller højere), diabetes, ældre alder, dehydrering, hjertesvigt, høj dosis kontrast og gentagen eksponering inden for få dage. Samtidig brug af nefrotoxiske lægemidler som NSAIDs og visse antidiabetika kan øge risikoen.

Forebyggelse fokuserer på risikovurdering før undersøgelsen, tilstrækkelig hydreringsstatus og brug af isotone eller iso-osmolære kontrastmidler med mindst mulig dosis. Det er ofte fornuftigt at undgå unødvendig gentagen eksponering inden for 24–48 timer og at justere eller holde visse lægemidler, såsom metformin, i forhold til nyrefunktionen. Evidens for bicarbonatbehandling og N-acetylcystein er blandet og varierende i kliniske retningslinjer.

Diagnose stilles ved ændringer i nyrefunktionen efter kontrastdosis, ofte defineret som stigning i kreatinin på ≥0,5 mg/dL eller ≥25% inden for 48–72 timer. Behandlingen er hovedsageligt støttebaseret; dialyse er sjælden nødvendig. Der er også risiko for nefrogen systemisk fibrose ved gadoloniumbaserede midler hos patienter med svær nedsat nyrefunktion, hvilket påvirker valg af kontrast.