arbejdsmarkedslovgivning

Arbejdsmarkedet beskriver forholdet mellem arbejdskraft og ledige stillinger. Det påvirkes af udbuddet af arbejdskraft og efterspørgslen fra virksomheder, og resultaterne måles ofte i beskæftigelse, ledighed og lønudvikling. Lønninger og ansættelsesvilkår formes i høj grad gennem forhandlinger mellem medarbejdere og arbejdsgivere, ofte via fagforeninger og kollektive aftaler.

Strukturer og aktører: Uddannelse, kompetenceudvikling og videreuddannelse påvirker arbejdsmarkedets evne til at tilpasse sig ændringer. Offentlige myndigheder, virksomheder og arbejdsmarkedets parter sætter rammerne for ansættelse, afskedigelser og social sikring. Mindsteløn og aktive arbejdsmarkedspolitikker anvendes i forskellige lande til at støtte ledige og fremme beskæftigelsen.

Målinger og indikatorer: Ledighedsrate, beskæftigelsesgrad, arbejdsstyrkeprocent og ledige stillingsopslag giver sammen et billede af markedets tilstand. Langtidledighed, ungdomsledighed og jobskift mellem sektorer er også vigtige parametre.

Politik og udviklingstendenser: Arbejdsmarkedet påvirkes af demografiske forandringer, digitalisering og globalisering. Reformer kan omfatte aktiv beskæftigelsespolitik såsom jobformidling, omskoling og incitamenter for arbejdsgivere; uddannelse og livslang læring; samt dialog mellem regering, arbejdsmarkedets parter og uddannelsessektoren. I praksis varierer modellerne mellem lande, fra kollektivt aftalestyrede lønforhold til mere centraliserede eller markedsbaserede løsninger.

Forskelle mellem lande viser, at der ikke findes én universel tilgang til arbejdsmarkedet; målene er normalt at fremme beskæftigelsen, reducere ledighed og sikre hensigtsmæssig lønudvikling samtidig med socialt sikkerhedsnet.