beskæftigelsesgrad

Beskæftigelsesgrad refererer til den andel af en befolkning, der er i beskæftigelse i forhold til den samlede arbejdsstyrke. Begrebet bruges ofte til at måle arbejdsløshed og økonomisk aktivitet i et land. Arbejdsstyrken omfatter personer i arbejde eller ledige, der aktivt søger job. Beskæftigelsesgraden beregnes ved at dividere antallet af beskæftigede med den samlede arbejdsstyrke og multiplicere med 100 for at få et procenttal.

I Danmark og andre lande er beskæftigelsesgraden et vigtigt økonomisk og politisk mål. En høj beskæftigelsesgrad indikerer generelt en stærk økonomi med mange beskæftigede borgere, mens en lav beskæftigelsesgrad kan tyde på økonomiske udfordringer som arbejdsløshed eller underbeskæftigelse. Beskæftigelsesgraden adskiller sig fra arbejdsløshedsraten, da den ikke kun tager højde for ledige, men også for dem, der ikke er i arbejde eller aktivt ledige.

Faktorer som uddannelse, aldersfordeling, kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet og økonomiske forhold påvirker beskæftigelsesgraden. I Danmark har beskæftigelsesgraden historisk set været høj, delvist som følge af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der inkluderer fleksible arbejdsmarkedsaftaler og tilbud om beskæftigelsesindsats for ledige. Statistikker over beskæftigelsesgraden offentliggøres regelmæssigt af statistiske myndigheder som Danmarks Statistik og bruges til at vurdere arbejdsmarkedets udvikling og tilpasse politikker herfor.