Virionerne

Virionerne er den ekstracellulære, infektive part af et virus. En virion består af virusets genetiske materiale (DNA eller RNA) omsluttet af en proteinkappe (capsid). Mange virioner har desuden en lipidmembran, en envelope, som stammer fra værtcellens membran og bærer virusets glykoproteiner. Nogle virioner har også et tegumentlag mellem kapsid og envelope. Strukturen varierer mellem virusfamilier og kan være ikosahedral eller hælikal, hvilket påvirker virionens stabilitet og måde at binde til værtsceller på. Hvis virionen mangler envelope, betegnes den som nakent.

Genomet kan være enkelt- eller dobbelttrådet DNA eller RNA, og størstedelen af virioner pakker enzymer, der hjælper ved begyndende replikation, såsom RNA- eller DNA-polymerase i visse virus. Filamentøse og segmenterede genomes er også forekommende i nogle virusgrupper.

Funktion og livscyklus: når en virion inficerer en vært, binder den sig til specifikke celle-receptorer og træder ind ved endocytose eller membranfusion. Progenitivt lever virionen kun uden for værten, og den afgiver sit genom i værtscellen, hvor det udnytter værtsens maskineri til replikation og proteinsyntese. Nye virioner assembleres og forlader cellen ved lytisk dødelig udløsning eller ved knop og afsnøring fra cellemembranen (budding).

Stabilitet og smitte: envelope-virioner er generelt mere følsomme over for desinfektion, varme og udtørring end nakente virioner. Virionernes egenskaber, herunder struktur og genomtype, er centrale for smitteveje, værtsområde og sygdomsudtryk.

Virionen udgør den transferrable del af viruset og er afgørende for overførsel mellem værter.